paa Kunstens og Kjærlighedens Bane. Pludseligt bedækkede en stærk Rødme hendes Kinder, og Smilet forsvandt for et Udtryk af Forfærdelse.

Hun foer op. „Ha, hvad var det! Hvorfra denne Bevægelse, denne martrende Tanke? Det er Aar siden den har hjemsøgt mig, og nu i denne Time," vedblev hun, idet hun hævede sin Arm og atter lod den synke; „hvilken rædsom Contrast!“ Hun gik i heftig Uro nogle Gange op og ned ad Gulvet, standsede atter og hældede fig med et Suk til en Piedestal, hvor hun længe stod i en grublende Stilling med Hovedet sænket mod Brystet.

Da hørte hun et raskt Løb op ad Trappen, og i fuld Vished om at det maatte være Arel, samlede hun sig hurtigt og kastede sig i Divanen. Med et stærkt Tag aabnede han Døren og fløi ind i Stuen. „Altsaa dog!" udbrød han. „Du sværmer nok i Mørke. Jeg troede slet ikke du var hjemme, da jeg ei saae Lys i dine Vinduer. Jeg er bleven fordømt skuffet i dette Dieblik. Jeg var paa Spor efter Splenham, der fulgte efter to Damer fra Volden, hvor jeg fik Die paa dem, indtil her i Gaden. Men paa engang bliver jeg standset af Vilhelm, der, uden at jeg tænker derpaa, staaer lige for mig. ikke fik at see, hvor de gik hen! interesserede mig overordentligt. alvorlig, kjære Angelique! Du betragter mig saa taus

Fordømt, at jeg

Den Enes Figur

Men du er saa

og heitidelig. Hvad er der? For Guds Skyld," vedblev Axel, idet han hurtigt kastede Kappen og greb 'Angeliques Haand, „hvad fattes dig?"

„Intet! aldeles Intet, min Ven! Det faldt mig fun ind, jeg veed selv ikke hvorledes —, een Gang ret fast at see dig i dit Aasyn, for at opspore nogen Livs-Alvor deri."

„Kan det ikke være dig aldeles ligegyldigt? Al den Alvor, der kan interessere dig at finde hos mig, er vel min Kjærlighed til dig, og af den er jeg i dette Dieblik mere opflammet end nogensinde før. Jeg lige ger i dette Dieblik og tilbeder Alt, hvad der er mig skjønt og yndigt, Alt, — ja Alt. Jeg kan ikke tænke mig Noget udenfor din Skikkelse.. Min Angelique!" udbrød Arel lidenskabeligt, idet han favnede og kyssede hende; „min Angelique! selv dit Navn er en sød Lyd, der klinger som en Klokke fra Paradiset."

„Frygter du ikke Cheruben med det flammende Sværd?"

„Jeg frygter Intet, naar jeg blot er dig saa nær, at du kan tilraabe mig Mod.“

Saa forgløs med samt dine smukke Phraser!" afbrød Angelique ham, medens hun gled med Haanden over hans høie Pande. Jeg vilde gjerne læse Noget her, der kunde sige mig, at jeg engang skulde være stolt af at have kjendt dig.“

,,Kjære Angelique! Jeg har troet, du elskede mig selv og ikke en fremtidig Betydenhed, der muligt kunde ligge skjult i mig. Allerede heraf skulde jeg kunne see, at du virkelig er fem Aar ældre end jeg, som du forleden i et oprigtigt Lune betroede mig. Hvor forunderlige ere I Ovinder. Altid maae I Have Noget, der kan nære Eders Forfængelighed, om det saa kun er fremtidige Muligheder!“

,,Kalder du det Forfængelighed? Dette Ønske maatte just være dig et Beviis paa, at jég elsker dig. Vil du ogsaa begynde at prale med Indsigt i det qvindelige Væsen, som Mændene ere saa tilbøielige til! Jeg har lagt Mærke til, at de, der prale meest dermed, netop fjende os allermindst."

,,Det gjør du Ret i at holde paa,“ bemærkede Axel ironist.

,,Her sad en Mand, kort før du kom, der ogsaa bildte sig ind at fjende Qvinden. Hvad han sagde, duede ikke stort; men ved hele fin Adfærð viste han Mere. Dog gad jeg vide, om han veed, hvad du ikke synes at kunne begribe, at en Ovinde ikke føler endog kun Venskab for nogen Mand, uden at det er hendes Længsel at see ham fremtræde som en Helt paa Livets Skueplads; at det er hendes inderligste Ønske at kunne bidrage endog kun et Sandskorn dertil.

Mandens Storhed er netop det, Ovinden helst er stolt af. Det burde du og dine Lige skjønne paa!"

„Hvor faa ere Qvinder som du, Angelique!" sagde Arel med et glødende Blik.

,,Og til denne Stolthed," vedblev Angelique, „maae netop vi sædvanligt savne den retfærdige Grund. Vi, som vor Ven Maleren kaldte de frie Qvinder."

,,Nu er han borte," sagde Arel. Jeg talte med ham igaar Morges. Det var den sidste Time før hans Afreise."

,,Det er mig ubegribeligt, at han har kunnet faae Tilladelje til at reise.“

„Mig ogsaa! Men det er gaaet med ham som med Flere. Naar Talen ikke kom hen paa hans Ideer, som ogsaa udenfor fit Atelier, var han det fornuftigste Menneske af Verden.“

,,Nu kan du tage min Plads," sagde Angelique og sprang op, „saa skal jeg spille dig en Vuggevise.“

„Da vil jeg blande Drøm og Virkelighed og drømme om min Lykke i det samme Nu, jeg besidder den,“ svarede Arel og lænede sig tilbage i Sophaen.'

Angelique aabnede Fortepianoet og spillede en Introduktion og et Thema af Paganini, hvorpaa hun gjorde en Pause.

„Spil dette Thema endnu engang!"` udbrød Arel.,,Det er imponerende! Synes du ikke, at der

gjennem denne Melodi taler en Aand i sin dybestè Smerte. Er det ikke, som om disse frembrusende, klagende, dybtklingende Klokketoner udstrømmede fra et i Oval sammenpresset Bryst og fik Liv paa Skjønhedens Læber? O Angelique! saaledes maa ogsaa al Livets Smerte flinge for mig, naar jeg hviler ved dit Bryst!"

,,Maa!" siger du. Naar du skal gribes af Livets Smerte, kan du ikke mere hvile ved mit Bryst. Men det er kun Anelser, Forudfølelser. Jeg sagde dig jo, det var en Vuggevise, jeg vilde spille for dig; i den klinge altid Anelser om tilkommende Lidelser." ,,Angelique! Du er ganske sælsom i Aften; jeg troer du er uudtømmelig i Stemninger.“

,,Men det var kun Begyndelsen. Hør, nu lyde Melodierne om Kamp og Seier og Ære!" Hun tog et Thema af en Menuet, phantaserede over det snart i Andante, snart i Allegro og sluttede med et Piano, der endte i bløde, klagende Toner.

Hun holdt op og hensank i Grublen, idet den ene Haand faldt ned fra Tangenterne i Skjødet. Pludselig syntes hun uvillig over sig selv, hævede sig igjen og spillede med vild Haft det forrige Thema. Derpaa reiste hun sig og gik hen mod Arel. Et Dieblik stod hun ligeoverfor ham i synlig Bevægelse, da kastede hun sig om hans Hals og brast i Taarer.