rystede endnu fine Lokker, og Tagene glimtede hvide med et nyt Snelag i den fildige Eftermiddagstime, da Arel spadserede ene paa Volden. Var det det barske Præg, som alle Omgivelser bare paa en Tid, da man venter Tegn paa Naturens opvaagnende Liv, der i Forening med den alt svagt begyndende Dæmring havde lagt det mørke Udtryk i hans ellers saa freidige Aasyn; eller var det en Samtale, han denne Middag havde havt med Vilhelm, der i den senere Tid paa alle Maader søgte at overtale ham til at forlade Kjøbenhavn og tilbringe Sommeren paa Landet? Han var standset foran Møllen bag Rosenborg og skuede tankefuld ud over Brystværnet paa det vinterlige Landskab. Hvor melankolst seer Naturen ud!" sagde han til sig selv. „Skulde den indbyde mig til at forlade dette Hjem for liv og Munterhed, for Alt, hvad der kan beskjæftige behageligt og aandrigt! Ja, selv om den smilede med alle Vaarens Yndigheder, vilde det dog ikke lokke mig. Og dog kan jeg undertiden fast ikke selv bekæmpe en Følelse, der trækker mig til mit naive, rolige Hjem. Vidste jeg blot, at jeg saa let kunde komme derfra som dertil!" Han vendte sig og fik i det Samme Die paa to Damer, der just kom op ad Volden og dreiede til den modsatte Side. Men idet de vendte sig, slog den Ene af dem Sløret tilside og betragtede ham med et forskende

Blik. Det var en høi, qvindelig Figur, der i fin Gang og Bevægelse havde noget Imponerende. Dog blev Arels Blik mere tiltrukket af hendes Ledsagerinde, en ungdommelig, slank Skikkelse, der i Modsætning til hiin viste noget man kunde næsten sige Barnligt i sine Bevægelser og den Maade, hvorpaa hun sluttede sig til den synligen ældre Dame, som hun holdt under Armen. Jdet Arel just vilde til at følge dem, saae han Splenham komme op ad Voldbakken og uden at see til Høire eller Venstre tage samme Vei som Damerne, hvilke han øiensynligen forfulgte i et eller andet Diemed. Arels Nysgjerrighed blev spændt; han trak sit Uhr op. „Det vil dog endnu være meget for tidligt at besøge Angelique," sagde han ved sig selv;,,vi ville imidlertid see at komme efter, hvad det er for Spor, vor brittiske Ven forfølger; de synes at være tiltrækkende.“ Med disse Ord ilede han ligeledes efter Damerne, der vare nær ved at forsvinde for ham bag Træerne.

Men Angelique havde imidlertid et Besøg, som Arel var langt fra at ane. Den, han sidst af Alle vilde formode i hendes Nærhed, sad nu just foran hende, der halvt laa, halvt sad i Sophaen og med Flid syntes at udfolde en Ynde, der kunde gjøre fordeelagtigt Indtryk selv paa et hærdet Gemyt. Selv den svindende Dags matte Lys bidrog til at give

hendes ovale, blege, men regelmæssige Ansigt, der beskyggedes af de rige, brune Lokker og hævedes af de store mørke Dine, noget Magisk, medens Gratien legede i enhver af hendes lette Skikkelses Bevægelser.

"

„De tager feil, min Herre!" sagde hun og støttede det runde Hoved i sin Haand, medens Armen hvilede paa en rigtbroderet Pude, og hendes Blik flygtigt ilede forbi den Tiltalte mod Vinduet. ,,Men Deres Feiltagelse er iøvrigt meget sædvanlig, og De er ikke den Første, der gaaer skuffet bort fra en saadan Mission, hvortil altid de blive valgte, der mindst kunne bedømme Forholdene. Jeg har aldeles iffe den Indflydelse paa Deres Ven, som De behager at tillægge mig. Men for imidlertid at gjengjælde den Oprigtighed, hvormed De har henvendt Dem til mig, vil jeg gjerne tilstaae Dem, at han interesserer mig i en ikke ringe Grad, at han ofte kommer her og hører til dem, jeg helst seer om mig. De seer altsaa, at jeg vilde handle imod min egen Interesse, om jeg vilde opfylde Deres Ønske.“

„Deres Aabenhjertighed smigrer mig ganske vist; men dog maa jeg sige Dem, at den aldeles Intet be= troede mig, hvad jeg ikke forud vidste. At De i denne Henseende vilde komme til at handle lige imod Deres egen Interesse, indsaae jeg fuldtvel, og det var kun

Tillid til Deres Ædelmodighed, der kunde forføre mig til at gjøre dette Forsøg."

,,Min Ædelmodighed!" udbrød Angelique og vendte sig mod ham med et gjennemtrængende Blik. ,,Siig mig da endelig, hvad der har givet Dem Ret til at stole paa min Ædelmodighed!"

Den Tiltalte var imidlertid ikke af dem, der let bringes ud af Fatning. Han saae hende roligt i Diet, indtil hun slog Blikket ned. Det," svarede han,,,at De er en Qvinde. Hos en Qvinde, der virkeligt er dette, kan man altid være vis paa at træffe denne Dyd, naar Spørgsmaalet er om en Mand, for hvem hun enten nærer eller kan nære Kjærlighed."

,,Paa denne Replik har jeg Meget at svare Dem," sagde Angelique.,,De troer maaskee her at have gjort mig en Compliment, og dog er det Modfatte Tilfældet. De troer, De har bragt Deres Sag betydeligt videre ikke sandt? og dog er det saa langt derfra, at den snarere er gaaet betydeligt tilbage."

,,Det skulde gjøre mig ondt, og fornemmeligt, tag mig det ikke ilde op -, fornemmeligt for Dem."

,,Og hvorfor, Hr. Doktor? Jeg veed meget vel, hvad De vilde sige. De vil atter slaae mig med slige almindelige Bestemmelser om Ovinden, hvorunder jeg altsaa ikke skulde falde. De udretter Intet

hos mig dermed; thi jeg kan nok hævde min Qvindelighed uden en enkelt Mands Anerkjendelse. Tro De mig! jeg kjender fuldkomment den Snare, hvori De vilde fange mig, og kan gjengjælde den med samme Mynt. Havde jeg ladet mig fange i den, da kunde jeg ikke have besiddet den Fiinhed i Følelsen, som De sikkert ogsaa vil tillægge Qvinden. De vilde altsaa have havt en anden Grund til at sætte mig udenfor mit Kjøn.“

,,De gjør mig dog Uret, Angelique!" sagde den unge Mand noget bevæget; men det er mig dog ikke ukjært; thi den Maade, hvorpaa De gjør det, viser mig, at De virkelig er den, en Anelse sagde mig Dem at være. De er virkelig den, jeg havde forestillet mig at De var; jeg appellerer ikke længer til Ovinden; jeg henvender mig til Dem selv, til Dandserinden Angelique.“

Til Dandserinden skulde De vel egentlig ikke henvende. Dem, men til Angelique, om De vil; til den Angelique, der, som De jo siger, eller i al Fald mener —, er Gjenstanden for deres Vens Kjærelsker ham igjen. Ikke saa?"

jeg har

lighed, og som ,,Hvis det Sidste ikke er Tilfældet, iffe vovet at udtale det, jeg har kun haabet det -, da vil jeg rigtignok være kommen her forgjæves; thi hvis De ikke nærer det Mindste af virkelig Kjærlighed for Arel, vil jeg Intet kunne udrette hos Dem."