,,Oh Love! of whom great Cæsar was the suitor,
Titus the master, Antony the slave,

Horace, Catullus scholars, Ovid tutor,

Sappho the sage blue-stocking, in whose grave
All those may leap who rather would be neuter —
(Leucadias rock still overlooks the wave) -

Oh Love! thou art the very god of evil,
For, after all, we cannot call thee devil."

Det var Juleaften.

Byron.

En tindrende Stjernehimmel

smilede over Strandveien, der stivnede under det hvide, rene Vintertæppe. Hen ad Veien mod Kjøbenhavn rede to unge Mænd i en rask Trav tæt ved Siden af hinanden. De betragtede begge tause den opgaaende Maanes Skin i Øresundets Bølger, som endnu ikke vare fængslede af Isen.

„Hør den sagte Susen i de nøgne Trætoppe,“ sagde omsider den Ene, idet han standsede sin Heft noget. ,,Den har mig noget uendelig Melankolsk. Det er mig, som førte den med Magt mit indre Blik med sig til

de funkne Ruiner af en fordum jublende Verden. Ganske anderledes er dog Vindens Lyd i Trætoppene en smuk Sommeraften; det er, som om den med lønlig Hvisten fortalte Kjærlighedseventyr.“

„Jeg tænkte just, Arel!" svarede den Anden uden at tage videré Notits af hans Bemærkninger,,,paa den Juleaften, vi for fire Aar siden tilbragte paa Egensø. Din Moder levede endnu, din Fætter Robert lige= ledes. Der var en vemodig Høitidelighed over os Alle den Aften; det var ligesom om vi anede, at det var den sidste Juleaften, vi skulde tilbringe med hinanden. Husker du, hvor levende denne Følelse var hos din Moder? Der laa noget Forklaret i hendes Blik, da hun sagde os Godnat for at gaae paa sit Værelse. Da hun kom til dig, lod hun sin Haand glide over din Pande, kyssede dig og sagde: min Son! glem ikke denne Aften! En Taare gled hende over Kinden."

„Lad de Døde hvile!“ udbrød Arel, idet han opmuntrede sin Hest, som om han ved en stærkere Bevægelse vilde bortskræmme Tankerne.

„Hvor vil du tilbringe denne Aften?“ spurgte

Vilhelm efter en Pause.

,,Angelique venter mig."

„Ah Angelique! Jeg havde troet

der ere jo ikke mere."

Der laa Noget i den Tone, hvormed Vilhelm Han kneisede med et Udtryk af Trods, der især tydeligt udtalte sig ved et sagte Muskelspil om Munden. Jeg kjender denne forkastende Tone,“ sagde han, „hvormed du altid taler om hende. Hvis du virkelig har nogen Hengivenhed for mig, da burde du dog skjænke Gjenstanden for mine Følelser en vis Agtelse, i den Overbeviisning, at de i det mindste ikke kunne sættes i Bevægelse for en ganske uværdig."

udtalte dette, der mishagede Arel.

,,Og denne Overbeviisning skulde vel især Therese have bestyrket mig i?" svarede Vilhelm med en haanlig Tone.

„Enhver kan jo eengang tage feil i sine Forbindelser.“ ,,Ja, især naar det er af den Art, der hører til les liaisons dangereuses, og de falde i nogen Mængde."

Men der er hos Angelique,“ vedblev Arel,,,noget aldeles Uälmindeligt, der i høi Grad maa fængsle Enhver, som er saa lykkelig at komme i hendes Nærhed. Alene deraf maatte du slutte det, at jeg har opgivet alle mine andre Bekjendtskaber af den Natur for hendes Skyld. Hun forèner med fin originale ydre Skjønhed et ligesaa originalt skjønt Indre. Det er umuligt Andet end at glemme Alt i hendes Selskab. Aandrig, følelsesfuld, skjæmtende og alvorlig tillader hun aldrig Sjælen at synke hen i denne Grublen, der er

Glædens arrigste Fjende. Slige Egenskaber fordre dog i det mindste Respekt, om man end ei er liberal nok til at oversee de Feil, som hendes Stilling fast uundgaaeligt medfører. Jeg elsker hende næsten lidenskabeligt.“

,,Næsten! O du kan gjerne udelade dette Ord; jeg vil troe dig alligevel. Men du skylder mig endnu Beretningen om, hvorledes du gjorde hendes Bekjendtstab. Sligt er mig ellers ikke saa magtpaaliggende at vide. Men dette skete saa forunderligt pludseligt. Du kom en Formiddag som beruset op til mig, fortalte mig, at du nu havde fundet en Gjenstand, der overtraf Alt, hvad du hidtil havde attraaet; og det uagtet du ganske faa Dage i Forveien havde forfikfret mig det Samme om en ganske Anden. Dernæst talte du endeel ikke ganske sammenhængende Tøi om forunderligt Tilfælde o. s. v.“

„Ja! det var tilvisse et ganske mærkværdigt Tilfælde; jeg troer ikke det let skal være truffet i Verden før; det skulde da være udi Athenen eller Rom. Jeg modtog en Dag en mystisk Billet, ikke alene for saa vidt mystisk, at en ganske ubekjendt Dame sætter mig et Stævnemøde, men fordi den især var affattet i ganske forblommede Udtryk. Saaledes paastod hun, at hun havde feet mig og dog ikke seet mig for fire Aar siden; at vore Sjæle alt forhen havde kjendt hinanden; at vore Veie dog engang tidlig eller fildig vilde løbe sam