Imágenes de páginas
PDF
EPUB
[ocr errors]

R:7:4

[ocr errors][ocr errors]

Forfte affnit.

Qvalm Luft.

„Oh Love! of whom great Cæsar was the suitor,

Titus the master, Antony the slave,
Horace, Catullus scholars, Ovid tutor,

Sappho the sage blue-stocking, in whose grave
All those may leap who rather would be neuter -

(Leucadias rock still overlooks the wave)
Oh Love! thou art the very god of evil,
For, after all, we cannot call thee devil."

Byron.

[ocr errors]

Det var Juleaften. En tindrende Stjernehimmel smilede over Strandveien, der stivnede under det hvide, rene Vintertæppe. Hen ab Veien mod Kjøbenhavn rede to unge Mænd i en raft Trav tæt ved Siden af binanden. De betragtede begge tause den opgaaende Maanes Sfin i Øresundets Bølger, som endnu iffe vare fængslede af Ssen.

„Hør den sagte Susen i de nøgne Trætoppe," sagde omsider den Ene, idet han standsede sin Heft noget. ,,Den har mig noget uendelig Melanfolft. Det er mig, som førte den med Magt mit indre Blif med sig til de sunfne Ruiner af en fordum jublende verden. Ganske anderledes er dog Vindens lyd i Trætoppene en sinuf Sommeraften; det er, som om den med lønlig Hvis sken fortalte Kjærlighedseventyr.“

„Jeg tænkte just, Arel!" svarede den Anden uden at tage videre Notits af hans Beinærkninger, „paa den Juleaften, vi for fire Aar siden tilbragte paa Egenso. Din Moder levede endnu, din Fætter Robert liges ledes. Der var en vemodig Høitidelighed over os Ade den Aften; det var ligesom om vi anede, at det var den sidste Juleaften, vi sfulde tilbringe med hinanden. Husker du, hvor levende denne Følelse var hos din Moder? Der laa noget Forklaret i hendes Blik, da hun sagde' os Godnat for at gaae paa sit Værelse. Da hun kom til dig, lod hun sin Haand glide over din Pande, fyssede dig og sagde: min Søn! glem iffe denne Aften! En Taare gled bende over Rinden."

„lad de Døde hvile!" udbrød Arel, idet han opmuntrede sin Hest, som om han ved en stærferc Bevægelse vilde bortsfræınıne Tanferne.

Hvor vil du tilbringe denne Aften?“ spurgte Vilhelm efter en Pause,

„Angelique venter mig."
Ah Angelique! Jeg havde troet

dog de Tider ere jo ikke mere."

Der laa Noget i den Tone, hvormed Vilhelm udtalte dette, der mishagede Arel. Han kneisede med et Udtryk af Trods, der især tydeligt udtalte sig ved et sagte Muskelspil om Munden. Jeg fjender denne forkastende Tone," sagde ban, „hvormed du altid taler om bende. Hvis du virkelig har nogen Hengivenbed for mig, da burde du dog stjænke Gjenstanden for mine følelser en vis Agtelse, i den Overbeviisning, at de i det mindste iffe funne sættes i Bevægelse for en ganske uværdig.“

„Og denne Overbeviisning ffulde vel især The rese bave bestyrfet mig i?" svarede Bilhelm med en baanlig Tone.

,,Enhver kan jo eengang tage feil i fine Forbindelser."

,,Ja, især naar det er af den Art, der hører til les liaisons dangereuses, og de falde i nogen Mængde."

Men der er hos Angelique," vedblev Arel, „noget aldeles Ualmindeligt, der i høi Grad maa fængsle Enbver, som er saa lykkelig at komme i hendes Nærhed. Alene deraf maatte du slutte det, at jeg har opgivet alle mine andre Bekjendtskaber af den Natur for hendes Sfyld. Hun forener med sin originale ydre Skjønheb et ligesaa originalt fljønt Indre. Det er umuligt Andet end at glemme Alt i hendes Selskab. Aandrig, følelsesfulb, ffjæntende og alvorlig tilader hun aldrig Sjælen at synfe hen i denne Grublen, der er Glædens arrigste Fiende. Slige Egenskaber fordre dog i det mindste Respekt, om man end ei er liberal nok til at oversee de Feil, som hendes Stilling fast uundgaaeligt inedfører. Jeg elsker bende næsten lidenskabeligt."

,,Næsten! O bu fan gjerne udelade dette Ord; jeg vil troe dig alligevel. Men du skylder mig endnu Beretningen om, hvorledes du gjorde hendes Bekjendtstab. Sligt er mig ellers iffe saa magtpaaliggende at vide. Men dette skete saa forunderligt pludseligt. Du kom en Formiddag som beruset op til mig, fortalte mig, at du nu havde fundet en Gjenstand, der overtraf Alt, hvad du hidtil havde attraaet; og det uagtet du ganske faa Dage i Forveien havde forsifs fret mig det Samme om en ganske Anden. Dernæst talte du endeel ikke ganske sammenhængende Tøi om forunderligt Tilfælde o. F. v."

,,Ja! det var tilvisse et ganske mærkværdigt Tilfælde; jeg troer ikke det let skal være truffet i Verden før; det fkulde da være udi Athenen eller Rom. Jeg modtog en Dag en mystiff Billet, iffe alene for saa vidt mystiff, at en ganske ubekjendt Dame sætter mig et Stævnemøde, men fordi den især var affattet i ganske forblommede udtryf. Saaledes paaftob hun, at hun havde seet mig og dog ikke feet mig for fire Aar siden; at vore Siæle alt forhen havde fjendt hinanden; at vore Veie oog engang tidlig eller fildig vilde løbe sain

[merged small][merged small][ocr errors]
« AnteriorContinuar »