ligheds Ruus. Føler du mit Hjerte slaae? dets Slag ere dine."

Natalie lænede Hovedet tilbage og betragtede ham. En fiin Rødme farvede hendes Kinder, et sælsomt Liv spillede et Dieblik i hendes Ansigt; hendes Barm steg og faldt i voldsom Hastighed; hun sank til hans Bryst med det Udraab ,,Robert!"

Arel rev sig løs og stirrede forfærdet paa hende. En Gysen gjennemfoer ham og dæmpede for et Dieblik hans Ild. Han syntes at høre Aandestemmer hviske omkring sig.

,,Hør!“ sagde Natalie, idet hun hævede sin Haand. ,,Stormen bruser frem; den vilde Kjærlighed rider paa dens Vinger med den duftende Krands om den hoie, blege Pande! O, han var altid i dit Spor, som din Skygge, og derfor er jeg din for evigt!" Hun nærmede sig ham igjen og lagde sin Arm om hans Hals, men vendte fit Aasyn til Siden, som om en ny Tanke gjennemfløi hende.

Men Arel var ikke længer sig selv mægtig. Lidenskabens Hydra greb ham ved Synet af den forføreriske Skikkelse, der stod for ham, glødende af en Kjærlighed, der gjennemflettedes af mystiske Erindringer; han trykkede hende vildt til sig.

,,Vaagn Natalie!“ bad han, „vaagn min Elskede!

Lad mig ikke stjæle din Kjærlighed! Lad mig nyde den i din Følelses fulde Klarhed!“

Natalie vaagnede ved den første Lyd af sit Navn. En Sittren foer gjennem hende, som gjennem Naturen, naar Morgensolens første Straaler forjage Nattens Dæmring. Hun sank villieløs om i Arels Arme. I Angest, i Ertase, i en dunkeltglødende Lidenskabs dæmrende Bevidsthed omslyngede hun ham vildt, medens han i hendes yppige Favn druknede Erindring og Tanke.

Man var samlet den næste Morgen omkring Frokostbordet, men Weinlich savnedes. Man ventede et Ovarteerstid og spadserede imidlertid op og ned i Salen, samtalede, traadte til Vinduet, betragtede det smukke Veir og glædede sig ved den lyse, klare Luft, der lovede en rig Erstatning for det forbigangne Uhyggelige. Man udkastede Planer for Dagen, da Damerne havde lovet at blive til Aften.

„En saadan klar, luftig Morgen 'efter en stormfuld Nat,“ sagde Obersten, „har noget overordentligt Oplivende. Det er ligesom om Sjælen selv var bleven gjennemblæst og udluftet og havde faaet ny

Kraft til at gribe Livets Glæde og ny Plads for den."

„Ja den føler sig klar og reen som Himlen selv," svarede Astrid, idet hun lænede sig mod Vinduesposten og sendte Blikket ud i det Frie.

,,Lykkelig er den, der kan sige det," vedblev Obersten, idet han betragtede hende med et venligt Blik, ,,og med det samme see driftigt op mod Himlen, da vil den speile sig i Diet."

,,Det gaaer ikke saaledes med Stormene i Sjæ

len selv," sagde Natalie.

dem ikke lettet, men øde."

,,Sjælen føler sig efter

,,De har Net min Frue," svarede Obersten;,,thi naar det stormer i Sjælen, er det sædvanligt Brodens Vind, der suser.“

Da

,,Vel muligt, Hr. Oberst! Egen eller Andres. Men det er ogsaa muligt, at Sjælen er født med Storme og fik sin Daab af Smertens Bæger. maa man vogte sig for at tage feil af dens Natur." Natalie gik hen til et Bogskab, tog en Bog ud og bladede i den; det var Byrons Childe Harold.

,,Jeg troer heller ikke," bemærkede Astrid,,,at det altid vil være Tilfældet, at Sjælen befinder sig øde efter Stormene. Hvor falig kan den ikke finde fig i Taarerne; det kan jo være ligesom en Nydelse

at græde. Man bliver gjennem Taarerne førsonet med den hele Verden."

,,Ogsaa i denne Henseende kan man drage en Parallel med Naturen," sagde Arel.,,Thi de Storme, der ikke ende med Regn eller ere ledsagede af den, ere de meest ødelæggende.“

„Naturen,“ vedblev Astrid, „vilde idag ikke have smilet saa indbydende til os, hvis den igaar ikke havde givet os sit Styrtebad.”

,,Denne Digter," begyndte Natalie, „modstrider Deres Theori om Sjælens Storme, Hr. Oberst! Han var født til Fortvivlelsen, Smerten var hans Tvillingsøster, hans aandelige Liv var en Kjæde af Storme, der aldrig tillod ham at komme til No. Lad ham nu endog have begaaet store Feil; hvad har da egent= lig hans Brøde og Skyld med det sjælelige Morke at gjøre, hvori han bestandigt svævede ?"

,,Det kunde jeg dog vise Dem Ord af ham selv for," svarede Obersten.

Læfte:

Natalie gav ham Bogen; Obersten slog op og

,,The thorns which I have reap'd are of the tree

I should have known what fruit would spring from such

a seed."

„Det er det, der har gjort mig Byron kjær,“

vedblev han,,,at han i al sin Fortvivlelse og Vildhed stedse har bevaret en sand menneskelig Ydmyghed og heri er meget ulig alle sine Efterabere, hine moderne Niddere af den affekterede Fortvivlelse og Trods.“

„En saadan Sindsstemning som Byrons,“ sagde Arel,,,idet han gik til Døren, kan kun forklares af den Maade, hvorpaa Sjælen fatter sig ved sin Fødsel, naturligvis ikke ved sin legemlige Fødsel, men i sin Tilblivelses Nu i det Uendeliges Skjød.“ Han ilede ud og op paa Weinlichs Værelse for at søge ham. Han fandt ham endnu saa dybt begraven i Fjerene, at kun hans Haartop var synlig over Dynen, og kaldte paa ham.

Weinlich skød sig op, som fin Skal, og stirrede paa Arel.

Skildpadden ud af Det var godt du kom,“ sagde han, „jeg har ligget ligesom i en Fortryllelse. Det har været en ganske skrækkelig Nat. Først ved den klare Dag faldt jeg i Søvn. Jeg vil døe paa, at jeg har været Ørevidne til Scener fra Aandernes Rige. Du gaaer saa tidt om Natten og spadserer inde i Riddersalen; har du aldrig mærket Noget? En Timestid efter at jeg var falden i Søvn, vaagnede jeg ved at høre dig gaae derinde. Du veed, at kun denne Væg skiller mig fra Salen. En Dør gif, det var naturligviis dig, der gik ud;